Jørgen er VVS-uddannet og den eneste af sin slags hos os

Siden midten af firserne har BE Installationer i Viborg kun beskæftiget elektrikere. Men med ansættelsen af 58-årige Jørgen Dalgaard, der har en lang karriere bag sig som VVS-uddannet, tager virksomheden for alvor hul på et nyt kapitel.

Nogle installationsopgaver kræver involvering af forskellige fagpersoner. Det er lov og gælder eksempelvis installation af luft-til-vand varmepumper og væske-til-vand varmepumper – også kaldet jordvarme. Her skal både elektrikeren og VVS’eren i gang, hvoraf mindst den ene skal have gennemgået og bestået den påkrævede efteruddannelse i køleteknik.

Som en del af vores fremtidsstrategi og det faktum, at vi løser flere og flere af netop den type opgaver, tiltrådte Jørgen Dalgaard tidligere på måneden i en nyoprettet stilling som eneste VVS’er imellem alle vores elektrikere. Jørgen, der privat bor i Almind, er et lokalt ansigt og af flere i Viborg og opland bl.a. kendt for sine mange år som medindehaver af Overlund VVS. En virksomhed, der oprindeligt blev grundlagt af hans far, og stadig eksisterer i bedste velgående.

Overmontør her hos BE Installationer, Nicolaj Rydahl Hansen, fortæller:

- I forbindelse med autorisationskrævende opsætning, installation og idriftsætning udenfor vores el-faglige område har vi hidtil samarbejdet med eksterne leverandører. Efterhånden har vi dog fået så godt fat i markedet for eksempelvis varmepumper, at vi har vurderet, det ville give rigtig god mening at have en mand som Jørgen at trække på i egne rækker. Jørgen har kompetencerne i form af sin solide VVS- og køleuddannelse, og så har han ikke mindst masser af erfaring. På den måde er vi uafhængige til at kunne planlægge vores opgaver fleksibelt, hvilket kommer alle til gode i processen.