be nyheder
En glad Brian Nedergaard melder opgaven færdig fra en trappestige i det nye kølerum hos Bowl'n Fun i Viborg.

Cool løsning hos Bowl’n Fun

Maden tager kegler hos Bowl’n Fun i Viborg, så da de skulle i gang med et større ombygningsprojekt, var optimering af køkkenfaciliteterne selvfølgelig en af opgaverne. Vi bandt forklædet på, gik med i køkkenet og fik ansvaret for dets nye, todelte kølerum.

Før vi kaster os ud i en lang fagteknisk beskrivelse, bringer vi her den service at forklare udenforstående, at et kølerum er en slags ’walk-in-køleskab’ i storkøkkener.

Vores ekspert i køl og varme, Brian Nedergaard, oplyser, at vores del af opgaven blev løst på en lille uges tid. Det vil sige, at det gamle kølerum blev demonteret og et helt nyt på 12 m² blev opført side om side med det eksisterende fryserum.

Under hensyn til både miljø og økonomi blev flere dele fra det gamle kølerum genanvendt. Fx fordamper-enheder, kompressor-enheder og styringssystem. Derudover blev kølerummet installeret med energibesparende LED-lys og delt med en skillevæg til to rum med separat indgang, da frugt og grønt ikke bør opbevares ved samme lave temperatur som fx fersk kød og mælkeprodukter.

Således er de tre vigtige rum nu centralt placeret i praktisk fordelingsgang lige udenfor køkkenet, og Brian har efterfølgende hørt, at de ansvarlige i køkkenet hos Bowl’n Fun er meget tilfredse med resultatet.