be nyheder

 Thomas tager tørnen, når det gælder VVS

Varme, ventilation og sanitet. Det er noget, 48-årige Thomas Aagaard ved alt om som autoriseret VVS-installatør. Medio juni begyndte han i ansættelse hos os. Det er vi meget glade for, idet elinstallationsopgaver ofte har et krydsfelt med VVS.

I forbindelse med autorisationskrævende opsætning, installation og idriftsætning af fx varmeanlæg har vi hidtil samarbejdet med eksterne leverandører om VVS-delen. Med Thomas Aagaard på vores hold hos BE Installationer kan vi fremover smidigt planlægge og udføre de opgaver, der kræver fagfolk fra begge brancher.

Vores nye kollega bidrager allerede positivt med sit vindende væsen og sine kompetencer, som andre større virksomheder også har haft gavn af gennem tiden. Blandt andre Brøndum i Viborg og Kemp & Lauritzen i Herning.

Thomas er født og opvokset i Viborg og har altid været ambitiøs. Kort efter sin uddannelse som Blik- og VVS-montør hos Hugo Andersen VVS i 90’erne læste han videre og kunne efter et år på skolebænken kalde sig for Autoriseret gas- og vandmester. En titel, der bl.a. sætter ham i stand til at projektere varmeanlæg til perfektion, hvilket altid er et mål i sig selv. Men efter eget udsagn motiveres Thomas mest af alsidige udfordringer, tilfredse kunder og gode kollegaer, og det mener vi i al beskedenhed, at vi kan give ham.