be nyheder

Ved det nye Vaillant varmeanlæg ses fra venstre VVS-montør Thomas Aagaard og elektrikerlærling Henning Hornstrup.

Langt ude i skoven – sådan i dobbelt forstand...

Med udsigt over Hald Sø og midt i noget af den smukkeste natur i Danmark ligger Vranum Bakkehus. Et hus, som nogle måske kender fra kulisserne i familiefilmen fra 2018, Julemandends Datter. I 46 år blev husets ca. 440 kvadratmeter opvarmet med olie, indtil vi sidste efterår installerede en luft-til-vand varmepumpe.

Vranum Bakkehus er et norsk rundtømmerhus, der blev bygget af ’FDF Viborg 1’ og taget i brug i foråret 1948.

På kolde dage dengang fik det frivillige drengeforbund varmen ved fyring med træ. Varmekilden var et stort Morsø støbejernskomfur med kalorifere.

Først i 1975 - i forbindelse med en udvidende ombygning - rykkede et oliefyr ind på adressen, og det var faktisk i brug helt frem til sidste år.

Det var langt ude i skoven med det oliefyr til opvarmning af de mange kvadratmeter. Både i forhold til den høje varmeregning og det manglende miljøhensyn. Det vidste folkene godt hos ’Fonden Vranum Bakkehus’, som i dag står for lejrens vedligeholdelse og drift. Derfor besluttede de sig for udskiftning til en en luft-til-vand-varmepumpe.

De forhørte os om pris for denne og for selve installationsarbejdet. – Lad det være sagt ærligt i den forbindelse; det er bestemt ikke et tilbud, vi kan lave fra dag til dag. Dimensioneringsberegning og særlige hensyn til forhold som fx synlig rørføring er meget tidskrævende. Af den grund var vi selvfølgelig ekstra glade, da vi bagefter fik opgaven.

I september 2021 afsluttede vi de sidste detaljer vedr. installeringen af det omfattende varmeanlæg af mærket Vaillant. Herunder fremstillede vi endda et skræddersyet betjeningspanel til den 82-årige lejrinspektør Jes Serup. (Med en mangeårig baggrund som maskinreparatør har han stor teknisk indsigt - men ikke digital tæft).

Takket være netop Jes Serup ser vi i det hele taget tilbage på et godt og konstruktivt forløb. Samtidig giver det os varmen at tænke på, at Vranum Bakkehus trygt kan gå den kommende vinter i møde.


Læs mere om samme emne: