be nyheder

Ole er elektriker - men landmand i hjertet

Vores kollega Ole Sørensen er kendt som en beskeden og rolig mand. Han jublede bestemt ikke, da vi afslørede planen om at fortælle bredt, hvilken vigtig rolle han udfylder hos os.

Ole, der bl.a. er ansvarlig for CTS-relaterede opgaver fra vores hånd, er jordbunden i mere end en forstand. Han er både uddannet indenfor landbrug og i vores fag, hvor det nyttige ved at have jordforbindelse netop er en del af uddannelsen. Af natur er Ole derudover velafbalanceret med begge ben på jorden og lader sig ikke synligt påvirke af hverken succes eller udfordringer.

I princippet holder Ole meget af begge sine uddannelser. Fra sit hjem i Lysgård følger han på nettet med i udviklingen af landbrugets vilkår, ligesom han holder meget af at gå ture, hvor kragerne vender. På ugebasis bliver det i hvert fald til mindst tre timers gang.

At han droppede landbruget og uddannede sig som elektriker, skyldtes især familiehensyn. Arbejdsdage på op til tolv timer og mødepligt hver anden weekend blev for surt på trods af glæden ved de afvekslende opgaver i marken, stalden og maskinhuset.

Som landmandssøn vidste Ole desuden, at det fysisk krævende arbejde på sigt kunne få konsekvenser. (Hertil skal det dog indskydes, at Ole har fantastiske gener. Begge forældre er højt oppe i årene og lever i bedste velgående).

Typisk for Oles trofasthed havde han på tidspunktet for sin beslutning været ansat på den samme gård i Almind i tolv år.

Hvad Ole skulle sætte i stedet, havde han tænkt grundigt igennem. Indenfor landbrug er det almindeligt at besidde teknisk flair og kunne reparere maskiner til husbehov. Det gjaldt også for Ole, hvorfor han fandt elektrikeruddannelsen oplagt.

Næste springende punkt blev at finde en autoriseret elinstallatør at komme i voksenlære hos. Ole gjorde kun forsøget et par steder, før han havde en kontrakt. Den blev udstedt af vores Kim Vissing, der drev sin egen virksomhed dengang.

I august 2001 begyndte den 33-årige familiefar til tre børn Mercantecs grundforløb i Skive. På årgangen var der i alt kun tre voksenlærlinge. Ellers var flertallet under atten år, og det kunne godt medføre akavede situationer i undervisningen. Til gengæld var Oles modenhed en stor fordel på lærepladsen, idet Kim Vissing hurtigt kunne uddelegere et vist ansvar.

Fire år senere stod Ole færdigudlært. Han var garanteret gerne blevet mindst tolv år hos sin mester, men Kim Vissing solgte til os og blev medejer. Ole og tretten andre kollegaer fulgte trofast med. Det ligger snart sytten år tilbage, og Oles magiske tolv års ansættelse er for længst passeret. Faktisk er vi begyndt at håbe på, at det bliver til mange flere år efter at have hørt hans lune besvarelse på spørgsmålet om, hvor han ser sig selv om ti år. Ole svarede:

”Der er jeg ikke pensioneret endnu.”

Kort sagt er Ole et uvurderligt aktiv for os, og vi er derfor flove over, at han nær blev overset, da vi sidst uddelte nyt firmatøj. Det paradoksale i den forbindelse er, at Ole aldrig stiller sig forrest i køen, selvom vi altid går først til ham, når opgaverne lyder på avancerede maskinstyringssystemer og omfangsrige CTS-anlæg.