Lars er kandidat i idéhistorie, nu vil han være elektriker
Det er en stor beslutning at vælge uddannelse. Nogle vælger rigtigt i først hug, andre skal en omvej først. Sådan er det med Lars Lorenzen Højen.
For få år siden midt i Corona-tiden, der har fået mange til at reflektere over tilværelsen, flyttede han fra Aarhus med sin familie til Kvols nær Viborg.
Mens Lars er uddannet idéhistoriker fra Aarhus Universitet, er hans samlever, Helle, arkæolog, og det var hendes nye job, der gjorde udslaget for flytningen. Faktisk er hun den eneste af de to, der har haft gavn af sit uddannelsesvalg. Lars, der er årgang 1980, landede aldrig blødt.
Bortset fra et nogenlunde relevant job som historisk formidler på Bork Vikingehavn arbejdede Lars, der i fritiden dyrker vikingekamp, bl.a. med diverse vikarjobs og telemarketing. Meget demotiverende, syntes han, og efter en psykisk sammensmeltning genovervejede han sine muligheder, hvor han faldt for elektrikerfaget!
Ved familiens flytning havde Lars allerede overstået det obligatoriske, todelte grundforløb på DJH i Hadsten. I Aarhus havde han endda kortvarigt haft læreplads, indtil han der udfordrede nogle åbenlyse mangler. (Den slags falder en voksen person mere naturligt end fx en 17-årig).
Set udefra havde Lars ikke den bedste start i sin nye landsdel. Han startede på Gl. Almind Stressrehabilitering. Et individuelt tilrettelagt forløb med jobafklaring for øje. Her genvandt han håbet om at blive elektriker.
Med fornyet selvtillid var det Lars selv, der benyttede lejligheden til at spørge os om muligheden for en jobafklarende plads på holdet. Dette ifm. køb af en varmepumpe til familiens nyindkøbte hus i Kvols. Vores servicechef, Nicolaj Rydahl Hansen udtaler:
- Generelt går vi ret langt for vores kunder, og vi opfatter os som socialt ansvarlige. Men den slags aftaler er ingen selvfølge. Meget skal gå op. Dels skal vi have opgaverne, dels skal vi have det menneskelige overskud, som den slags naturligt kræver.
Med Lars havde jeg nærmest ingen betænkningstid. Han var meget tillidsvækkende og har til fulde levet op til forventningerne. Fra en arbejdsuge i efteråret på kun 6 timer er han fx nu oppe på 25. Fortsætter han i den retning, vil det glæde os at indgå en uddannelsesaftale med ham.
Det er fakta, at den mørkeste time er lige før daggry. I den ligning passer fortællingen om Lars næsten også. Lars føler sig mere fortrøstningsfuld, end han kan huske, og det smitter positivt af på familien derhjemme.
Folk i og omkring Kvols kan i hvert fald godt regne med at se en sprudlende familie på gåtur anført af en hvid schweizisk hyrdehund, når vinteren for alvor afløses af foråret.
